Hotel Sivota Diamond Spa Resort er perfekt beliggende på toppen af en bakke og har en imponerende udsigt over Det Ioniske Hav og de omkringliggende øer. Arkitekten bag hotellet har virkelig opnået sine mål med at bygge et unikt hotel i rustik stil i enestående omgivelser. Hotellet er opført i rå kampesten kombineret med et utal af flotte detaljer og udsøgte materialer.
Overalt er det den betagende udsigt, som brænder sig fast på nethinden. Solterrassen er en verden for sig med sine tre flotte swimmingpools og skønne opholdsområder med solstole, parasoller og lounge møbler. Sivota Diamond Spa Resort har fået tildelt flere æresbevisninger grundet det høje service- og kvalitetsniveau og ikke mindst de skønne omgivelser. Sivota Diamond Spa Resort er det perfekte ferieparadis, og stedet kan anbefales til alle, dog ikke gangbesværede, da hotellet er bygget i kuperet terræn med en del trapper.
Beliggenhed
Hotellet ligger på bjergskråningen over den charmerende ferieby Sivota - også kaldet "det græske Caribien". Der er cirka 10 minutters gang i kuperet terræn til byens hyggelige havnepromenade og omkring 800 m. til den nærmeste strand, Karvouno Beach. Du flyver til lufthavnen i Preveza, hvorfra der er godt 1 time og 30 minutters kørsel gennem det flotte landskab til Sivota.
Vores transferbus kan ikke køre helt frem til hotellets hoveddør. Afstigning sker 200 meter fra hotellet, og den sidste korte strækning foregår til fods. Hotellet sørger for at afhente din kuffert ved bussen og bringer den helt frem til din værelsesdør.
Faciliteter
Fra receptionen træder du ud på hotellets skønne solterrasse med imponerende panoramaudsigt. Her findes tre dejlige swimmingpools, hvoraf den ene har afskærmet børnepool. Der er liggestole og parasoller til fri afbenyttelse. I hotelbaren kan der bestilles kølige forfriskninger, som kan nydes i solstolen eller i den udendørs lounge. Buffetrestauranten ligger ligeledes i forbindelse med pool-området, så der er rig mulighed for at nyde måltidet fra den overdækkede terrasse.
Sivota Diamond Spa Resort har endvidere a’la carte restaurant (kan være lukket i ydersæson), et mindre fitnessrum samt gode konferencefaciliteter. Poolhåndklæder kan lånes gratis - dog mod depositum, som tilbagebetales ved aflevering. Der tilbydes gratis Wi-Fi. Vi gør opmærksom på, at internetforbindelsen i Grækenland kan være varierende, og udfald kan forekomme. Sivota Diamond Spa Resort råder over et dejligt spaområde (+16 år) med mulighed for dampbad, sauna og mindre indendørs swimmingpool samt forskellige former for wellnessbehandlinger mod gebyr.
Værelser
Alle værelser er elegant og smagfuldt indrettet med bad/toilet, hårtørrer, telefon, TV, køleskab/minibar, gratis aircondition, gratis safetyboks samt balkon eller terrasse. Der er mulighed for leje af babyseng mod gebyr.
Dobbeltværelse (2-3 personer), ca.21 m2.
Dobbeltværelser har som udgangspunkt udsigt mod havnen og bjergene.
Bungalow med havudsigt (2-3 personer), ca. 24-28 m2.
Alle værelser i bungalow har balkon og udsigt mod havet. Der er 4-6 værelser i hver bungalow. Rejser I flere sammen, er der mulighed for connecting door mellem værelse 701-702, 705- 706 samt 801-802.
Bungalow med privat pool (2-3 personer), ca. 24-28 m2.
Alle værelser i bungalow med privat pool har terrasse og havudsigt. Der er 4-6 værelser i hver bungalow, og det er nogle af de nederste værelser, der har privat pool. De øvrige værelser har naturligvis ikke adgang til den private pool. Rejser I flere sammen, er der mulighed for connecting door mellem værelse 805-806.
Junior suite (2-4 personer), ca. 32-35 m2.
Alle junior suites består af ét stort rum med ekstra god plads og fås både med og uden havudsigt
2-værelses suite m. havudsigt (2-5 personer), ca. 55 m2.
Hotellets mest luksuriøse suite (K32) er placeret over restauranten med smuk panoramaudsigt over havet. Suiten består af et stort opholdsrum med dobbeltseng, hvorfra der er trin ned til opholdsstue med sofa og udgang til balkon. Suiten har desuden et separat soveværelse.
2-værelses suite (2-5 personer), ca. 50 m2.
Vi råder over to 2-værelses suiter, som er forskellige. Den ene (K7) er størst og består af 2 soveværelser med hver sin balkon med mountain view og fælles entré. Der er to badeværelser hvoraf ét har bruser og ét har badekar.
Den anden (K14) består af rummelig opholdsrum med dobbeltseng og sofa, et badeværelse samt et separat soveværelse og en lille terrasse i forbindelse med indgangen til suiten. Ved belægning med 5 personer, må maks 4 være voksne.
Deluxe Villa med privat pool (2-5 personer), ca. 60 m2.
Deluxe Villa består af et dejligt opholdsrum med udgang til terrasse med privat pool samt et separat soveværelse. Badeværelse med bruser og badekar med jacuzzi. TV og minibar såvel opholdsrum som soveværelse, mini bibliotek, DVD afspiller og elkedel. Lille have med privat pool på 21 m2. Ved belægning med 5 personer, må maks 3 være voksne.
Værelsesvalg
Som noget helt unikt kan du booke et specifikt værelsesnummer på Sivota Diamond Spa Resort. En stor fordel, hvis du eksempelvis ønsker at bo tæt ved eller længst fra fællesområdet, eller hvis I er flere, der rejser sammen og gerne vil bo samlet. På Sivota Diamond Spa Resort er der endvidere i nogle få værelser mulighed for "connecting door" til naboværelset (se under hotelbilleder). Det koster 500 kr. pr. uge pr. værelsesnummer, der bookes specifikt.
Pension
Opholdet er med helpension, hvilket inkluderer morgen-, middags-, og aftensmad. Alle måltider serveres fra buffet.
Morgenmad: kl. 07.30-10.00.
Frokost: kl. 13.00-15.00.
Aftensmad: kl. 19.30-22.00.
Drikkevarer afregnes direkte med hotellet.
Miljøafgift i Grækenland pr. 1/1-2025
De lokale myndigheder i Grækenland har indført en miljøafgift på hotelovernatninger fra og med den 1. januar 2018. Afgiften betales direkte til hotellet ved check-in enten kontant eller med kreditkort og er ikke inkluderet i rejsens pris. Pris pr. værelse pr. nat varierer fra € 2 - € 15,00. Der vil derfor maksimalt blive opkrævet € 105,- og dette ved en uges ophold på et 5-stjernet hotel/lejlighed. Bemærk at rejseselskabets klassificering af hoteller kan adskille sig fra den officielle hotelklassificering, som ligger til grund for afgiftens størrelse.
Hvis der er mulighed for at vælge forskellige afrejsetidspunkter, kan du vælge dit ønskede fly herunder.

Byen og området er et af de allersmukkeste i Grækenland med det ekstremt klare vand, små idylliske bugter, frodige, ubeboede øer. Alt sammen omgivet af bjerge med pinjeskov, cypres og oliventræer.
En idyllisk perle med masser af charme og en forbløffende skønhed. Det er ikke uden grund, at vores gæster vender tilbage til Sivota år efter år.